Wildbirds and Peacedrums

Kritikerne har slået kolbøtter for at finde ord og genrebetegnelser, der kan beskrive musikken, som det svenske ægtepar Mariam Wallentin og Andreas Werliin skaber ud fra blot vokal, trommer og percussion-instrumenter. Når de i hjemlandet har vundet prisen for årets jazznavn, så skyldes det nok, at deres musik har et stærkt improvisatorisk træk, for den er lige så meget lo-fi, blues, verdensmusik og punk. Det fortæller mest noget om lytterens referenceramme, for det er nysgerrig, åben musik af den sjældne slags, der inddrager og giver plads til fordybelse.

Forløberen ‘Heartcore’ var interessant, men den mere mørke ‘The Snake’ er bjergtagende. Jeg har forelsket mig i Wallentins ekstremt ekspressive vokal, skiftevis stønnende som en nymfe, sakral som en engel, ru som en heks og blid som et barn. Werliins frenetisk hurtige og voldsomt hårde slag har også arbejdet sig ind i min krop og pumper blodet ud i fingerspidserne i sundhedsskadeligt tempo. ‘There Is No Light’ lyder som en shamanistisk ceremoni, hvor dæmonerne løber løbsk. Den hjerteknusende ‘Chain of Steel’ er en bevægende skildring af at tabe sig selv til en anden person.

Duoen formidler noget, der føles så arkaisk og grundlæggende, at kultur og natur forenes. Som den kradsende lyd fra en blikstille skov eller bølgen, der utrætteligt slår imod en tom strandkant. Trommerne i ‘Today/Tomorrow’ lyder som spyende regn. Ørene sanser. Skønheden ligger lige foran os.