Death By Kite
Det er noget af et ambitiøst projekt københavnertrioen Death By Kite har gang i med ep-trilogien ‘Wave’. Og rent musikalsk giver kommer det også til udtryk på ‘Wave I’, hvis fire numre er designet til at skulle indtages i én lyttemæssig bevægelse uden at pille ved remoten. Og hvor trekløverets energiske postpunk-opkog på den selvbetitlede 2007-debut blev iklædt en rå og skrabet produktion, så er der denne gang anderledes schwung i lydbilledet.
Forsanger Bjørn Alexander lyder stadig som en ung mand med følelsesmæssigt relateret trykken for brystet, mens nykommeren, trommeslager Mikkel Holtoug, der også har siddet i producerstolen, bygger katedraler af svimlende rytmiske piskesmæld – for blot at rive dem nådesløst fra hinanden sekundet efter. Dét rykker, men heldigvis går trommeekvilibrismen ikke udover gruppens sangskriverevner, der i sær på den stateligt sortsynede ‘Open House for Broken Homes’ går op i en højere enhed. Helt så overvældende er resten af ep’en trods alt ikke, men om ikke andet må man kippe med det sorte flag for den konsekvens og vilje, der går som en rød tråd gennem udgivelsen.