Keane

End ikke et alkohol- og stofmisbrug hos forsanger Tom Chaplin kan tilsyneladende få britiske Keane til at skrive mere interessante sange, hvilket var en seriøs mangelvare på første udspil – megasællerten ‘Hopes and Fears’ – og mindre grad på den mere helstøbte opfølger ‘Under the Iron Sea’, som dog oftest forfaldt til pompøse omkvæd og klaverdrevne musikalske trivialiteter.

Bevares, Keane har sin charme, specielt i form af Chaplins lidt desperate, unge vokal, og fik i begyndelsen af albumkarrieren en del opmærksomhed grundet deres klaverrock, som udmærkede sig ved at ekskludere brugen af guitar. Radiohittene har været rystet ud af ærmet, men det er umiddelbart svært at høre mange af slagsen på seneste udspil.

Første singleudspil ‘Spiralling’ er dog en klar vinder på den front. Den tunge, dumpe bas og de vildtflyvende synth-lyde sparker ‘Perfect Symmetry’ i gang med et ordentligt brag, og de nærmest Junior Senior’ske ‘wooh! ‘-lyde vidner om en forsanger i overskud. Men den stærke start skal ikke forlede nogen til at tro, at Keane for alvor har skiftet gear. Allerede på albummets anden sang, ‘The Lovers Are Losing’, er bandet tilbage i vante folder, hvor en udmærket melodi bliver søbet ind i tyndt lydende trommer og al for megen klaverpatos. På ‘Better than This’ får Chaplins vokal dog lidt rum igen, og nogle lækre korarrangementer kombineret med finurlige musikalske udladninger giver en af pladens bedste numre.

Men ak, det går voldsomt ned af bakke, og langsomt mister Keane både grebet om melodi og kompositioner, og en stor del af pladen flyder ud i en stor, udefinerbar masse af klaver, stor lyd og en lettere panisk Chaplin, der forgæves prøver at komme til orde i de mange lag. Tredje gang bliver derfor endnu en ambitiøs indpakning men med for lidt substans for Keane.