moi Caprice

Jeg indrømmer blankt, at jeg havde en hed kærlighedsaffære kørende med moi Caprice og især sanger Michael Møller omkring udgivelsen af deres forrige, fremragende album ‘The Art of Kissing Properly’. For nok var det et modent, fokuseret album, men det rummede også store dramaer, op- og nedture og saliggørende renselse.

Dramaerne lever stadig hos moi Caprice men denne gang mest åbenbart i Møllers tekstunivers, der som vanligt kredser om svigtet kærlighed og en længselsfuld stræben efter dét, der var en gang. Gruppens smagfulde og melodistærke rock jagter ikke de høje nagler, men er oftest holdt elegant i snor. Underspillet er måske en overdrivelse, og vist er der gang i strygerne, og melankolien dominerer, men vi er ikke i nærheden af følelsesmæssig afpresning.

‘We Had Faces Then’ er en ‘slow burner’, der ikke har behov for at sætte verden i brand, men som er vis på, at den nok skal lyse op i mørket alligevel. ‘Something Very Clouded’ og ‘We Leave Tonight’ er de to bedste eksempler på, at de knap så store armbevægelser gør, at moi Caprice virker mere komplekse end tidligere.

Jo, jeg har stadig et kærlighedsforhold kørende med moi Caprice. Denne gang uden de rasende pulsudslag, men et mere stabilt et af slagsen, hvor de største sværdslag er overstået. De små spændinger lurer dog stadig i krogene, og gør deres til, at vitaliteten og følelserne er intakte.