of Montreal – forudsigelig uforudsigelighed

Da amerikanske of Montreal sidste år solgte deres musik (og sjæl) til en burger-reklame, sendte det ramaskrig igennem indiesfæren. Den mildest talt metroseksuelle frontmand, Kevin Barnes, har derfor ville bevise med det seneste album, ‘Skeletal Lamping’, at mainstream er noget rigtig møg. På Amager tog det seks mand store prop-pop-orkester derfor primært udgangspunkt i dette skizofrene album – med svingende resultat.

Det hele blev skudt i gang med ‘Id Enganger’, der lyder som et møde mellem Scissors Sisters og Beach Boys, og de tre kostumeklædte roadies gjorde deres for at få sceneopsætningen til at ligne en low budget Flaming Lips-koncert. Den første time gled numrene konstant over i hinanden, og bandet ytrede ikke ét ord til publikum.
Samspillet var stramt, men setlisten var tam. Der var alt for mange sange fra ‘Skeletal Lamping’, hvis evige abrupte skift i tempo og stemning fungerede knap så godt live. Problemet virkede derfor tydeligt: Når musikkens uforudsigelighed bliver det forudsigelige, så er det bare ikke sjovt længere – hverken for band eller publikum.

De få sange fra bandets forrige album, ‘Hissing Fauna, Are You the Destroyer?’ fik forståeligt nok publikum op at køre, også selvom Barnes på de ellers fremragende ‘Heimdalsgate Like a Promethean Curse’ og ‘Gronlandic Edit’ ikke helt ramte tonerne. Det hele sluttede med en fesen sjat konfetti, hvilket tragikomisk nok matchede koncertens nærvær. Og det var ærgerligt, når nu bandet efterhånden har så mange fantastiske sange at gøre godt med. Selv ikke de seje live-visuals, ekstravagante kostumeskift eller bizarre skuespil kunne derfor redde følelsen af endnu en dag på (cirkus)kontoret.