Psapp

Der var engang i midten og slutningen af 80’erne, hvor folk, der gik op i det de nød at kalde ‘alternativ musik’, var blevet så vandt til rasende feedback og rå attituder, at gennemslagskraften forsvandt. Pludselig virkede uskyldige teenageres tyggegummi-indie mere radikal. Tweepoppen var født, og siden har masser af bands ført traditionen for popmusik, der i yderste potens kan være direkte provokerende catchy og behagelig at lytte til, videre.

Psapp er et af de bands. Det semi-elektroniske lydbillede på ‘The Camel’s Back’ virker som en narturlig forlængelse af genren. Electro-tweepop lyder som noget, der hører 2008 til, men som hos så mange andre, der er gået i den retning, får Psapp problemer. Ikke så meget fordi deres udgave af genren er klichéfyldt som ind i helvede, men mere fordi klichéernes charme langt hen ad vejen forsvinder med spontaniteten fra de håndspillede instrumenter. Den næsten lalleglade attitude, minder mere om en lidt patetisk pastiche over et ideal om overdreven, ubekymret spilleglæde end om en egentlig sådan.

Der er næppe tvivl om, at duoen elsker gode og glade melodier. De er ovenikøbet dygtige til at skrive dem, men deres overdrevne udpensling bliver for meget, og deres naive, næsten barnlige udtryk virker decideret utroværdigt.