Tilly and the Wall

En let og ubekymret tur gennem adskillige genrer fordelt på 11 ualmindelig charmerende og godhjertede skæringer. Det er, hvad giver Tilly and the Wall os på deres tredje fuldlængde, ‘O’. Det lykkes behændigt bandet fra Omaha, Nebraska at styre i en stor bue uden om indierockens ynk og ramle ind i en lun cuteness inklusiv håndklap og endda også en stepdansende percussionist – så bliver det altså ikke mere indie.

Det fantastiske ved ‘O’ er, at den rammer selv den mest kyniske lytter lige på det allerblødeste sted – det går lige i hjertet med så godt som alle de meget forskellige tracks. Pladens åbningsnummer ‘Tall Tall Grasss’ er en typisk Tilly and the Wall -skæring: Akustisk guitar og de to vokalister Neely Jenkins og Kianna Alarid, der med deres fine pigede vokaler slår tonen an i en modus, som de resterende 10 skæringer bryder med på hver deres finurlige facon.

‘Pot Kettle Black’, pladens anden skæring, åbnes med et klassisk tungt rockrif, som bærer sangen til ende, mens ‘Falling Without Knowing’ er en synth-båret skæring, hvis syntetiske lyd unægteligt placerer sig i midten af 80’ernes reneste pop. ‘Poor Man’s Ice Cream’ indeholder elementer fra 50’ernes skrabede lydproduktion – og sådan kunne man blive ved.

Trods de divergerende stilistiske træk er ‘O’ faktisk et helstøbt album, som fungerer i kraft af Tilly and the Wall i den grad overbeviser lytteren om deres grundlæggende, absolut godhjertede musikalske projekt, som ikke er til at stå for.