Slipknot – hjælp, mine ører bløder – og jeg elsker det!

Herre Jemini! Cirkus var for alvor kommet til Hovedstaden, da De Moines’ fineste conniseurer ud i helvedesild og hævi mædl på en ganske almindelig torsdag aften forsøgte at bringe liv og stemning i den som altid ganske ucharmerende KB Hallen. Aftenen havde ellers fået en lidt bitter bismag i optakten, da Machine Head havde måttet aflyse på grund af sygdom, men hvis der var et par utilfredse ansigter i mængden på vej ind, så gjorde Slipknot i hvert fald hvad de kunne for at sørge for, at der var lutter smil på vejen ud i det efterårsrå Frederiksberg-vejr.

Det nihovede bæst, vi almindelige dødelige kalder for Slipknot, har siden dag ét forstået, at en metalkoncert i høj grad er et visuelt medie, og denne aften bar tydeligt præg af, at de nu har haft små ti år til at udvikle og forfine deres live-optræden til en blanding, der er lige dele freakshow og virtuos musikalitet. Et show der er koreograferet ned i mindste detalje, men som stadig giver rum for det inspirerede påfund – som en perverteret udgave af Den Kongelige Ballet. Og heldigvis kunne Slipknot bakke det visuelle udtryk op med et lydbillede, der på trods af KB Hallens legendarisk dårlige akustik var både levende, nuanceret og tight – det sidste ikke mindst takket være trommeslager Joey Jordison, der bænket bag det største trommesæt på denne side af Udgård styrede slagets gang med militær præcision.

Der var øjeblikke, hvor man ikke kunne lade være med at tænke, at Slipknot kørte den lidt på rutinen, men gud fader og for satan, hvor var det nemt at tilgive, når man var vidne til en sådant stramt komponeret blockbuster af et liveshow, som ville få selv Jerry Bruckheimer til at nikke anerkendende.