The Shaky Hands

Navnet The Shaky Hands søsatte med det samme, det ramte undertegnedes ører, ideér til at fylde denne anmeldelse med paroler som ‘med sikker hånd’ og ‘ingen rysten på hænderne’. Og det førend cd’en havde sneget sig ud af coveret. Men bare rolig. Det vil jeg, så vidt muligt spare dig for, kære læser.

For der er ingen rysten på hænderne her. Ingen nevøsitet. Blot mig og min guitar. Med strøm på, vel og mærke. Og så mine venner på bas, tromme plus det løse. Måske var vi lidt fulde. Det kan ikke udelukkes, at vi var skæve. ‘Lunglight’ er til dels begge dele uden at miste den radio-ability, der ligger som baggrund for de let syrede udskejelser.

Hvor debuten lugtede langt væk af sommer, er ‘Lunglight’ noget mere sørgmodig og mørk. Titler som ‘Summer’s Life’ er afløst af ‘World’s Gone Mad’, og den glade og iltre vokal er afløst af en mere lidelsesfuld røst uden helt at overskygge den glæde og energi, der ligger til grund for mange af deres energiske og helt fine melodier.

I længden bliver hele herligheden dog mere gab end hurra. Og dog. For hvor jeg først var en anelse skeptisk over for The Shaky Hands, har de efterhånden, som gennemlytninger har indhyllet mig i deres semi-mørke, let syrede poppunk, ladet mig rive en smule med af den dårlige stemning. Men der er stadig for mange huller, som fylder for meget i det samlede lydbillede. Håndrysten eller ej.