Beirut

Hvad gør man, når man har begået to pragtfulde album, som fik kritikere og publikum til at klappe i hænderne?

Nogle fortsætter derudad i samme dur, andre forsøger at forny sig. Andre igen støver gemmerne af, og laver et mellemspil. Beirut gør lidt af det hele.

Under sit musikalske alias rejste Zach Condon til Østeuropa på ‘Gulag Orkestar’ og helligede sig efterfølgende fransk chanson på ‘The Flying Club Cup’. Tredje udspil er en dobbelt ep, der både kigger fremad og bagud. Denne gang er Condon i bogstavelig forstand rejst til Mexico, hvor han har indspillet sammen med et lokalt begravelsesorkester. De seks sange på den første ep indeholder så meget blussende flamme, død, temperament og kærlighed, at jeg gerne havde hørt et helt album med dem sammen, som det egentlig var planlagt. Men fascinerende nok formår Condon fortsat at bevæge sig som en musikalsk kamæleon mellem folkemusik fra forskellige hjørner af verden.

På den anden ep genopliver Condon sit gamle alias Realpeople, hvorunder han laver sengekammer-electropop. Et par af sangene er tidligere udgivet, men alle er nykomponerede til denne udgivelse. Alligevel føles det som et kig tilbage i Condons ungdomsdigte. Det er langt fra dårligt, men man forstår, hvorfor han forlod den formel.

Forrige sommer trak Condon stikket ud og aflyste en hel Europaturné ovenpå sin hurtige fremgang. Dette forsøg på at finde fodfæste igen lover godt for Beiruts fremtid.