Morrissey

Morrisseys niende soloudspil kickstartes af den hæsblæsende ‘Something Is Squeezing My Scull’. På denne skæring møder man en usædvanlig voldsom og rocket produktion, der slår tonen an på resten af det solide album. Den grå brite genopfinder ikke sig selv men genbruger den velvoksne rocklyd fra sin sidste udgivelse ‘Ringleaders of The Tormentors’, blot spiller han endnu mere med musklerne nu. Det er netop i disse nye, velpumpede muskler, at ‘Years of Refusals’ berettigelse ligger, og den gode Moz formår endnu engang at afvise onde tunger, der hævder, at man skal stoppe, mens legen er god.

Selvfølgelig er der – vanen tro – distingverede og følsomme skæringer som førstesinglen ‘I’m Throwing My Arms Around Paris’, som vi kender fra det elegante mesterværk fra 1994 ‘Vauxhall and I’. Ligesom Morrissey, der altid har holdt af at lege med genrerne, giver den flamboyant mexicansk trompet for fuld udblæsning på ‘When I Last Spoke to Carol’. Men overordnet set mødes man af en revitaliseret Moz med en fornyet potens og aggression i stemmen.

Som altid er croonerens tekster værd at tildele opmærksomhed. Med en selvtillid som en degenereret engelsk adelsmand iscenesætter Moz sig selv gang på gang drilsk og med en tvetydighed, der både fastholder diehards-fans og vækker nysgerrigheden hos nykommere.

»I have decided I’m throwing my arms around / around Paris because / only stone and steel / accept my love«, synger en heartbroken Moz, der med britiske tongue-in-cheeck både lidenskabeligt imødekommer sit knuste hjerte med kyshånd, samtidig med han latterliggør og foragter det. På albummets næste nummer ‘All You Need Is Me’ møder man til gengæld en bidsk brite, der synger »You don’t like me / but you love me /either way you’re wrong / you’re gonna miss me when I’m gone” – en besked både elskere, fans og fjender kan tygge lidt på.