Powersolo

Hvis man ikke vidste bedre, kunne man nemt forestille sig, at de ranglede brødre i front for Powersolo besad en helt anden statur. For musikken på deres seneste udspil er 100 procent low-brow køllemandsrock, og det er kærligt ment. Trioens sidste album ‘Egg’ var en ren pastiche-kavalkade og derfor også retningsforvirret så det næsten gjorde ondt. ‘Bloodskinbones’ er en anderledes fokuseret og kontant udladning. Humoren er intakt, men bandet er vendt tilbage til deres æselpunkede rødder.

Trommeslager Jens Søndergaard har ganske vist officielt forladt bandet men fører på dette album stadig tøjlerne. Og det lyder også som om, de kyndige hænder til at holde styr på kreaturerne er nødvendige, med det tempo Powersolo lægger for dagen i den traktortrækkende dragster-åbner ‘Murder in Sfax’.

Den udgør sammen med den band-biografiske ‘Nineteen Ninety-Six’ bogstøtterne i en reolfuld historier med meget lavt lix-tal. To lyspunkter handler om drukmåsen Elvin D. Jerk, som skvatter over en fortovskant og knækker halsen. Førstesinglen ‘Busses’ er en lille smædesang om offentlig transport, og den fine ‘Psych Demons’ må næsten karakteriseres som meta-psychobilly – så mange skumle klichéer når Kim Kix at klemme ind i lyrikken!

Der er således mere bid end vid at komme efter, men når musikken spiller så tight, glemmer man det hurtigt. Det bliver også til småsvipsere på trods af albummets nedbarberede 29 minutters spilletid. Det stråforkorter karaktererne, men hovedindtrykket er altså et Powersolo i fin form inden sommerens dyrskuer.