The Pains of Being Pure at Heart
Nogen bryder sig ikke om gammel vin på nye flasker. Men hvis det nu er en helt vildt god vin, kan man vel godt tåle at drikke den igen, selvom indpakningen er ny?
Case in point: Newyorker-bandet The Pains of Being Pure at Heart. En flok urbane hipsters på tyvetogt i den støjende britiske indiepops gravkammer.
TPOBPAH er en gennemført opsummering af alt det bedste, slut-80’erne og start-90’ernes britiske indiepop- og shoegaze-bands havde at byde på. Specielt periodens mange nyskabende guitarlyde har fundet vej til albummet. Lige fra de rene ringlende Johnny Marr-akkorder på ‘The Tenure Itch’ til de brutalt støjende My Bloody Valentine-bredsider på det kolossale afslutningsnummer ‘Gentle Sons’. Det er virkelig kræs for øregangene.
Det, der imidlertid gør TPOBPAH til mere end blot tom pastiche, er, at de formår at blande forbilledernes introverte drømmebilleder med udadvendte popmelodier, der klæber som tyggegummi på skosålerne. Numre som ‘Young Adult Friction’ og ‘A Teenager in Love’ er simpelthen uimodståelige popkoncentrater, som burde kunne få Robert Smith fra The Cure til at fælde en tåre eller to.
The Pains of Being Pure at Heart har begået et yderst vanedannende debutalbum, som revitaliserer det angelsaksiske arvegods på bedste vis. Så nyd endelig et glas mere af den aldrende vin. Den smager stadig himmelsk.