Antony and the Johnsons – spredt skønhed mellem udbredt forvirring

Der er så skræmmende kort en afstand mellem kunst og kluns. En aften i selskab med den amerikanske primadonna Antony og hans orkster The Johnsons er en opvisning i den hårdfine balancegang mellem opløftet skønhed af overjordisk format og et navlepillende udtryk. Den halvanden time, Antony and the Johnsons tilbragte på scenen torsdag aften i Falconer Salen, bevægede sig konstant mellem givende skønhed og selvoptaget ‘kunst’.

Måske skyldtes det blot arrangørernes placering af mig på allersidste række i den store sal med siddepladser, at jeg absolut intet fik ud af den 20 minutter lange danseforestilling, der indledte aftenen underlagt industrial-lyde. Bagerst i salen blev der sukket højlydt og hentet fadøl omkring mig.

Herefter fandt The Johnsons endelig sine pladser bag strygerne, bassen, guitaren og trommerne og viste deres formidable sammenspil, mens hovedpersonen krukket sad i total mørke bag tangenterne. Endelig. Klaveret fik herefter lov at føre ordet med Antonys vokal skærende gennem hele den store sal. Tonerne føltes blot sjældent rigtig opløftende, men forblev i stedet en enetale fra sangeren og blev kun for alvor en hjertelig oplevelse under perler som ‘Fistful of Love’, ‘For Today I Am a Boy’ og ‘Another World’, hvor bandet fik pondus, og Antony glemte sit påtagede rollespil som entertainer med alenlange monologer om absolut ingenting.

Med en sådan stor stemme og så fremragende sange med sig burde en så imødeset koncert have løftet sig langt højere, end Antony formåede. Havde han blot skåret ned på de lange monologer og de sagte, indadvendte klaverballader kunne the Johnsons virkelig have vist format og løftet musikken op på et langt højere niveau.