David Byrne – Byrne’n’ down the house
Har man én gang set koncert-filmen ‘Stop Making Sense’ med David Byrne og resten af Talking Heads fra 1985, er man solgt. Den slags kommer altså ikke meget bedre. Derfor var forventningerne også tårnhøje, da jeg i går satte mig til rette i Falconer Salen. Kunne den efterhånden 56-årige galt/geniale artrock-onkel leve op til fortidens banebrydende bedrifter?
Byrne havde i hvert fald ikke sparet på noget. Med syv musikere og tre dansere alle klædt i hvidt fra top til tå var der show for alle sparepengene. Det lignede mest af alt en nyreligiøs sekt med den karismatiske frontmand som ypperstepræsten i centrum for den musikalske vækkelse. En rolle som Byrne påtog sig med stor indlevelse under den torden-prædikende ‘Help Me Somebody’ fra 1980-mesterværket ‘My Life in the Bush of Ghosts’.
De tre dansere virkede til at starte med lettere distraherende, men efterhånden som Byrne og resten af bandet opfindsomt blev en del af den ballet-inspirerede koreografi, gav det hele mere mening. Ofte var det på kanten af det fjollede, men Byrne har på den anden side altid befundet sig bedst i spændingsfeltet mellem kitsch og kunst.
Første halvdel af den to timer lange koncert var ganske habil, men det var anden halvdel, der for alvor fik taget til at lette. En tretrinsraket af polyrytmiske whiteboy-funksange fra ‘Remain in Light’ sendte hele det mandagsramte publikum op af stolene og ud i kollektiv jubeldans. »Same as it ever was«, lød mantraet på ‘Once in a Lifetime’. Ja heldigvis, og tak for dét.
Herefter fulgte tre omgange ekstranumre med sejt svingende versioner af ‘Take Me to the River’ og ‘Burning Down the House’, inden den fine gospelvuggevise ‘Everything That Happens’ satte et rørende punktum for koncerten. I sandhed et glædeligt gensyn med en af Guds egne prototyper.
