Squarepusher – basistisk amokløb

»Han er et monster«, mente min ven, der lige havde set Squarepusher i udlandet. Det var vist ment som en kompliment. Han ligner nu mere en konsulent, Tom Jenkinson, i sin sorte skjorte og med Stein Bagger-karseklip. Og han trakterer sin bas med samme sindsro og ædruelighed, som betjente han en kaffemaskine. Men skindet bedrager naturligvis, og havde man en tvivl om, hvorvidt den 34-årige bassist, producer og multiinstrumentalist efter 11. album stadig kan slå ens indre organer til plukfisk, blev tvivlen hurtigt gjort til skamme.

Squarepusher har gjort det til sit varemærke at blande prog-jazz med kompleks drum’n’bass. Og det varemærke levede han op til, udstyret med et tårn af elektronik, to laptops og sin bas der buldrede i skridthøjde mod publikum. Men hvor Squarepushers albums også tager sig tid til at dvæle i lækker vellyd og instrumental variation, var koncerten på Lille Vega anderledes nådesløs og basfikseret. Første halvdel af koncerten lagde vægt på det seneste album ‘Just a Souvenir’, hvor særligt ‘A Real Woman’ og ‘The Coathanger’ gik i dansebenene. På sidstnævnte lød Jenkinson som et vellykket møde mellem Jaco Pastorius og Kraftwerk i en kold kælder i Østengland.

Gradvist byggede koncerten op, og midtvejs fik Squarepusher selskab af trommeslageren Alex Thomas. Sammen kastede de sig ud i et lidt trættende amokløb af drill’n’bass, smadderjungle og uhæmmede temposkift. Bedst var imidlertid sidste halvdel af koncerten, hvor Jenkinson alene på scenen tog et par greb i det tidlige bagkatalog, hvorfra blandt andet ‘Come on My Selector’ blev hentet frem. Squarepusher er ærefrygtindgydende som bassist, ikke længere som nyskabende producer, og han er bedst, når han levner plads til variation.