Art Brut

Hvis man tager fem postpunkede briter, sætter dem ind i et studie i 12 dage sammen med den tidligere Pixies-frontmand Frank Black, og så ellers lader dem slå løs på alt indenfor deres rækkevidde, må der ske et eller andet. De kunne måske ryge i totterne på hinanden, drikke hjernen ud eller blot skabe et fængende og voldsomt energifyldt album med sarkastiske tekster spyttet ud med så stor livlighed, at det er svært at sidde stille. Art Brut har heldigvis valgt det sidste.

»How are we supposed to sleep at night / when nobody likes the music we write / the record buying public / we hate them / this is Art Brut versus Satan«, forklarer frontmand Eddie Argos på nummeret ‘Demons Out!’ på sin halvt råbende, halvt snakkende og kvart syngende facon, alt imens Brutterne agerer råbekor og fyrer op under instrumenterne. Det er medrivende, underholdende og umiskendeligt Art Brut’sk. Hvilket sange som ‘What a Rush’, ‘Summer Job’ såvel som førstesinglen ‘Alcoholics Unanimous’ er glimrende eksempler på.

»We’re gonna be the band that writes the song that makes Israel and Palestine get along«, sang Eddie på debuten fra 2005, en mission der måske ikke er lykkes, men som nu på det tredje album er blevet til erkendelsen: »If we can’t change the world / let’s at least get the charts right«. Art Brut gør i hvert fald deres. Og gør det godt.