Interview: The Whitest Boy Alive

Det kan godt være, at hvide mænd ikke kan dunke. Men de fire fyre i The Whitest Boy Alive er alligevel allerede nået højt op på indiehimlen. Den 24. og 25. april gæster gruppen Århus og København. Læs interview her.

Den hvideste dreng i verden er netop fyldt fem år. Det var dog først i 2006, at han gav lyd fra sig for første gang. Men nu gør han det igen. Og denne gang er lyden lidt anderledes – og så alligevel ikke. Den blege dreng med de tysk/norske forældre er blevet større siden sidst. The Whitest Boy Alive er blevet udvidet med keyboardspilleren Daniel Nentwig, der nu er blevet fuldgyldigt medlem af gruppen. Han har længe været med på scenen, når bandet spillede live, men nu har han også været med i studiet. Og med den mandskabsmæssige udvidelse er lydbilledet også blevet større.

I anden omgang spiller The Whitest Boy Alive nemlig mere op til dans end i første omgang. Og en af forklaringerne er det nye bandmedlem, der med sit gamle Rhodes-keyboard og sin slidte 70’er-synthesizer, er med til peppe det hele lidt op, så det er endnu mere poppet end sidst. På Youtube kan Daniel Nentwig ses danse løs ovenpå sit keyboard til en koncert i London i fjor, og det syn kan koncertgængerne på Train og Vega godt glæde sig til, når bandet kommer på besøg i slutningen af april. Flere af sangene på det nye album er om ikke skabt til så tæt på at være skræddersyet til et dansegulv. Og selvom de ikke just kaster sig ud i ‘Tænd tequilaen’, eller det der ligner, så er det faktisk ikke helt ved siden af.

Studie på stranden
I oktober og november 2007 tog bandet nemlig til Mexico, byggede et studie op fra bunden og indspillede deres nye, andet album ‘Rules’. »Vi ledte efter et sted, hvor vi kunne være i en slags isolation – væk fra dagligdagen, væk fra telefoner, internet og andet der kunne forstyrre os i arbejdet. Og lidt tilfældigt havnede vi i Mexico i en af Erlends venners hus, hvor vi brugte fem uger på at bygge et studie og tre uger på at indspille de sange, vi havde øvet imens«, fortæller bassisten Marcin Öz fra det Berlin-baserede band, der udover Nentwig også består af trommeslageren Sebastian Maschat og selvfølgelig Erlend Øye, Norges svar på Jarvis Cocker, på guitar og sang.

Det meste af tiden levede de fire fyre dog op til bandnavnet og beholdt deres blege kroppe indenfor i studiet i stedet for ude i solen. Og derinde dyrkede de deres dyd: Det simple setup bestående af fire personer der spiller hver sit instrument på samme tid og i samme rum. Punktum.

»Det er vores hovedregel. Alt skal indspilles live, så det bliver så ægte som muligt. Sådan gjorde vi også på vores første album, det bliver mere personligt på den måde. For os er det at lave en plade ikke så svært, for det handler basalt set bare om at indfange lyden af os, der fremfører sangene. Som sådan er der jo intet nyt i det – sådan har folk indspillet musik i evigheder. Men nu om dage er der ingen eller kun meget få, der gør det på den måde. Vi har dog fundet ud af, at denne fremgangsmåde fungerer for os. Hvert eneste take lyder lidt anderledes end det forrige, og næste gang sker der måske noget interessant, som vi ikke kunne have forudset eller frembragt på anden vis«. 

‘Press record and play’
Men det simple er ofte det sværeste i den sidste ende. Efter hjemkomsten fra Mexico brugte bandet hele 2008 på at lytte til det hav af takes, de havde med hjem fra studiet ved Stillehavet, udvælge de bedste og til sidst færdiggøre og finpudse albummet for at få det til at lyde så godt som overhovedet muligt i miksningen. En tung og tidskrævende proces der primært skyldes én ting: Brugen af computer var endnu engang bandlyst.

»Vi havde en computer, men den brugte vi udelukkende som en båndoptager. Det er forbudt for os at redigere i optagelserne. Vi kan kun gøre det på én måde, og det er ‘Press record and play’«, slår Marcin Öz fast.

Det færdige produkt kan kaldes håndspillet house, men for Marcin Öz & co. handler det dog langt fra kun om at være fremme i danseskoene. Albummet byder også på tilbagelænet nordeuropæisk indiepop, der er legesygt og lounget – men som samtidig er holdt i en kort snor. Der er med andre ord skåret ind til benet, hvilket ikke skyldes finanskrisen men i stedet en iøjnefaldende bevidsthed om egne evner og udtrykket udadtil – en minimalistisk æstetik der også går igen på Geoff McFetridges håndtegnede og sort/hvide cover, hvor en masse mennesker overholder kø-kulturen på rad og række.

»Det er vores mål at skære alt overflødigt væk og kun bruge det, der er vigtigt. Hvert instrument får den nødvendige plads at udfolde sig på uden at optage unødig plads fra de øvrige instrumenter. Vi forsøger at reducere musikken til et absolut minimum og så få det maksimale ud af det. Det er opskriften ligesom ægte italiensk mad, der kun laves af enkelte råvarer og uden en stor portion sauce ovenpå. Den opskrift skal vi holde os til, ellers mister vi vores identitet«.

Tilmeld dig Århus-koncerten HER.

Tilmeld dig koncerten i København HER.

Interviewet har tidligere været bragt i Soundvenue #28.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af