Lady Sovereign

En chokeffekt kan være effektiv, men den fortager hurtigt. Måske derfor har Lady Sovereign indset, at hun måske kunne slå igennem ved at ræbe, bande og bajerrappe sig gennem debutalbummet ‘Public Warning’, men at hun nu er nødt til at nuancere sit udtryk en smule.

Heldigvis ved hun, hvad tidens trends dikterer. Hiphoppen er gået electro, og man skal ikke være bange for at lyde som et Nintendo-soundtrack. Omkvædene skal helst leveres så poppet, at Lily Allen kan synge med, men inspirationen fra M.I.A. skal også lige markeres. Resultatet er et album så usammenhængende, som titlen antyder.

Den britiske grime-darling lægger ud med fremskudt bryst og outsiderstolthed. »I’m weird and you’re weird, let’s be mates«, postulerer hun i åbningsnummeret, men albummet er ubehjælpsomt poleret produceret. Lady Sovereign er rap for emo-generationen – utilpasset og mainstream på samme tid – og derfor er The Cure-samplingen på ‘So Human’ ikke så upassende, som mange sikkert vil mene.

Lady Sov er dog hverken blevet deprimeret eller selvhøjtidelig. Bedst er hun på den tunge, minimalistiske ‘I Got the Goods’ og på den karikerede ’Pennies’, hvor hun med dyb stemme messer: »Makin’ money maahn / makin’ makin’ money, maaahn«. Og så i disse krisetider.

Men som helhed er albummet plastret til med ligegyldigheder om dårlige studenterbarer og om ikke at kunne spille guitar. Det er svært at finde ind til oprigtigheden, og den stuerene selvironi bliver i længden trættende.