Cortney Tidwell

Cortney Tidwells musikalske profil tegnes af hendes specielle stemme, som minder om Taxi Taxi!-tvillingerne Johanna og Miriams stemmer. Det er da også en virkelig god stemme, men ikke noget den amerikanske sangerinde bør hænge sin hat på. Og det gør hun faktisk heller ikke. ‘Boys’ indeholder nemlig en række flotte og følsomme sange af meget høj kvalitet, som hun på sin MySpace-side selv karakteriserer som ‘eksperimental/big beat/country’.

Cortney Tidwell er en relativ ukendt sangerinde, som med sin debut fra 2006 ‘Don’t Let the Starts Keep Us Tangled Up’ opnåede en pæn del ‘mund til mund’-hype, til dels på grund af en duet med Lambchops Kurt Wagner. Og de andre medlemmer i Tidwells band er da også alle tre en del af Lambchop.

‘Boys’ er en underlig snegl af et album, som er svær at blive klog på. Til tider kan sangerinden fra Nashville, Tennessee næsten ramme de æteriske og dvaske stemninger fra Mazzy Stars og Hope Sandovals drømmende lydlandskaber, mens hun på skæringerne ‘Watusii’ og ‘Son & Moon’ bevæger sig ud i elektroniske eksperimenter, som tydeligvis ikke er der, hvor Tidwell skal hente sine musikalske point.

Allerstærkest står de to sidste skæringer. Den aggressive ’17 Horses’, hvor Tidwell mest af alt minder om PJ Harvey, og ‘Oh, Suicide’, hvor både titel og den distortede bas er meget tung. Og suppleret af en meget fin, let støjende ungpigevokal er denne sang albummets ubetingede største perle.