Deerhunter

For et år siden udgav Animal Collective – Deerhunter-frontmand Bradford Cox’ favoritband – ep’en ‘Water Curses’, der varslede, at noget stort var i vente. Et mesterværk. Og det skete som bekendt med ‘Merriweather Post Pavilion’. Samme pirrende forspils- og præ-mesterværks-vibe hænger over hjortejægernes ligeledes vand-titulerede ep ‘Rainwater Cassette Exchange’.

Med ordene »Two weeks of misery« begynder ep’en, og er der nogen, der ved noget om livets fortvivlende aspekter, så er det Cox. Hans lidelser med Marfans Syndrom er veldokumenterede såvel som hans ulykkelige barndom, seksuelle forvirring og personlige tragedier. Heldigvis gør Cox med sin helt utroligt nærværende røst og besnærende lyrik en dyd ud at minimere selvynket og byder i stedet lytteren velkommen i et varmt, drømmende depri-univers, hvor solen dog fra tid til anden skinner.

Det gør den især på titelnummeret, der oser af både calypso-leg såvel som Phil Spectors 60’er-pop, og resten af skæringerne har ingen vanskeligheder med at holde niveauet. De mere spinkle og organiske kompositioner peger i en spændende og naturlig retning for bandet, der for blot tre år siden var et avangardistisk noise-orkester, men som nu skriver velstrukturerede og nærmest poppede tre minutters-perler.

Med blot 15 minutters spilletid har ep’en ikke overraskende ingen af de få dødvands-øjeblikke fra sidste års ellers forrygende ‘Microcastle’-album. Kan Cox og co. over et helt album gøre ep’ens kunst efter, så bringer 2010 måske for Deerhunter, hvad 2009 bragte for Animal Collective… et mesterværk.