Nouvelle Vague

Det er flere år siden, at Nouvelle Vagues coverversioner var en nyhed, men ikke desto mindre har det franske band begået endnu et fint, men lidt uinteressant album. Og deres tredje fuldlængde indeholder som de to foregående covers af hovedsageligt new wave-klassikere.

Det karakteristiske ved Nouvelle Vague er, at man enten kan lide disse easylistening-agtige versioner eller også synes, at de er kedelige. Jeg tilhører sidste kategori. Musikken er egentlig fejlfri på de fleste punkter, godt skruet sammen med gode, lækre og særdeles iørefaldende ungpigevokaler. Men på mange måder har projektet haft sin udløbsdato, selvom franskmændene hiver blandt andre Depeche Modes Martin Gore og The Specials Terry Hall ind fra højre.

Et godt cover er en øjenåbner. Coverversionen skal kunne noget nyt, og i de vellykkede tilfælde afslører den nye kvaliteter ved den originale sang. Af samme grund er ‘God Save the Queen’ albummets absolut værste skæring, for dette nummer er en øjenåbner i den forstand, at det er ganske rædselsfuldt, når det ikke spilles af Sex Pistols selv.

Dog er der en enkelt sang, som skiller sig markant ud. Den søvnige udgave af Talking Heads ‘Road to Nowhere’ er i den grad højdepunktet på en middelmådig udgivelse. En doven, folket version med en skøn slideguitar tager Byrnes i forvejen sublime afrohelvede til nye højder.