Tony Allen

»Uden Tony Allen ville der ikke være nogen afrobeat«. Ordene er den afdøde afrobeat-konge Fela Kutis, så de må siges at have vægt. I visse kredse er Kutis gamle trommeslager nok mest kendt som en del af Damon Albarns The Good, the Bad and the Queen, men på ‘Secret Agent’ vender Allen tilbage til rødderne.

Albummet byder ikke på samme mængde rå energi, som man fandt hos Kuti, men den mere wtilbagelænede version af blandingen af jazz, amerikansk funk og vestafrikansk musiktradition klæder også Allens trommespil fremragende, og pladen har stadig alt, hvad en klassisk afrobeat-udgivelse skal have. Her er jazzede saxofoner, funky guitarriff, hektiske keys, fremadtromlende grooves, dansable rytmer, gode melodier, tekster, der kritiserer politisk uretfærdighed og hylder fest og musik, og ikke mindst en helt fantastisk nerve.

Og så er det endda alt sammen fabelagtigt fremført. De soulede vokaler tager en håndfuld afrobeat-disciple fra hjemlandet Nigeria sig af, når Allen altså ikke selv gør det, og instrumenteringen står et sublimt orkester bestående af musikere fra Nigeria, Cameroun, Martinique og Frankrig for. Under det hele ligger Allens helt igennem ekvilibristiske trommespil. Brian Eno har kaldt ham »den måske største trommeslager nogensinde«, og ‘Secret Agent’ er et godt eksempel på, at han i hvert fald er en af dem. Hvis man troede afrobeaten døde med Fela Kuti, er det tid til at tro om.