Gang Gang Dance – hypnotisk opløsning

Det er en slidt kliché, at genrebetegnelser er gode at have, når man skal beskrive musik – men det er rigtigt. Og man kan passende hylde dem for, at man næsten altid kan finde en eller flere subgenrer, der kan bruges. Men i tilfældet Gang Gang Dance skal man saftsuseme tænke sig godt om.

Det nærmeste, man kommer en karakteristik, er, at newyorkerne trækker på alt fra artrock og freak folk over shoegaze og punk til house og trance, men de blander det hele så meget, at betegnelserne mister al mening. Det var den slags genrenedbrydende udskejelser, man kunne opleve på Pavillion-scenen sent fredag aften.

Gang Gang Dance gik endda så lang som til at nedbryde deres egne sange. De flød sammen og blev til langstrakte stemninger, der byggede op mod gevaldige klimaks, hvor polyrytmer tordnede om kap med Lizzi Bougastos insisterende vokal henover svævende guitarakkorder og pumpende trancetemaer. Hvor urealistisk det end må lyde, så fungerede den formel, selvom lidt tomgang hist og her brød trancen.

En del af de gode melodier fra bandets studieoptagelser røg da også i svinget, men det er vilkåret, når man vælger en sådan koncertform. Og det skal de ikke høre et ondt ord for at have gjort.