Killswitch Engage

Killswitch Engage har efterhånden udviklet sig til et af den slags band, der er så kvalitetsmæssigt stabile, at man kan stille uret efter dem. Og seneste skive leverer endnu en gang toptunet, storladen metalcore til de hungrende masser.

Man kan dog ikke undgå at bemærke, at Killswitch er blevet en lille smule mere ‘softcore’ i forhold til forgængeren, mesterværket ‘As Daylight Dies’. Det selvtitlede album er simpelthen spækket med hooks i et omfang, som havde metalkrigerne fra Massachusetts været i bandterapi hos Max Martin. I virkeligheden er det dog superproduceren Brendan O’Brien, der har siddet bag knapperne, og selvom Killswitch et langt stykke hen ad vejen lyder, som de altid har gjort, så fornemmer man stadig, at O’Brien har formået at skubbe lidt til kvintetten. Forsanger Howard Jones leverer sin hidtil bedste præstation og viser en vokal alsidighed, som de færreste på scenen kan gøre ham efter – fra skrig, der ville traumatisere en mindre mands drøbel, til sjælfuld, nougatblød skønsang.

Samtidig er sangene som hovedregel relativt korte og meget skarptskårne – kun tre af de tolv sange kommer over fire minutter. Effekten af dette er lidt spøjs, for mens det giver en fantastisk energi og et næsten presserende nærvær til de enkelte sange, så kommer albummet som helhed til at virke en lille smule forjaget. Man når dårligt at få vejret oven på en sang, før man befinder sig i omkvædet af den næste. Og den mangel på pacing gør i sidste ende, at albummet ikke helt løfter sig til samme majestætiske højder som ‘As Daylight Dies’.