The Pains of Being Pure at Heart – melodierne gemte sig

At lytte til amerikanske The Pains of Being Pure at Heart er på mere end en måde som at træde ind i en musikalsk tidsmaskine. Newyorkernes spinkelt støjende indiepop lyder, som var den undfanget i 1990 i et ekko af stilskabende grupper som Lush og The Jesus and Mary Chain. Og selvom de fire bandmedlemmer selv er godt oppe i tyverne, cirkler versene stadig rundt omkring teenagetidens stormfulde forelskelser og forvirrede søgen efter identitet.

Lørdag aften skulle bandet åbne døren til denne ungdomsværelsets lukkede verden og invitere Pavilion-scenens publikum indenfor. Men de sødmefulde melodier fra bandets selvbetitlede debutalbum, der udkom tidligere i år, havde længe svært ved at slippe fri af en mudret grød af lyd. Det samme gjaldt frontmand Kip Bergmans anæmiske vokal, der tilfører albummet den helt rette stemning af uskyld og usikkerhed, men som her druknede under de hvæsende guitarer og boblende bas-spor.

Mod slutningen kom der dog mere facon over femkløveret, som blev båret frem af et velvilligt publikum. Pludselig kunne man faktisk høre det håndelag for melodisk støjpop, der lover godt for det videre bekendtskab. Men denne aften rakte de rene hjerter desværre kun halvvejs.