Clark

Jeg tror, Chris Clark har spillet en del computerspil. I hvert fald lyder hans musik som et postmodernistisk sammensurium af hele verdens teknologisering, som kun et computerbarn kan opsluge og viderefortælle den.

‘Totem’s Flare’ kan, som Clarks forrige udgivelser, påklistres mærkatet ‘intelligent techno’. Et fænomen der, for Clarks vedkommende, kommer til udtryk i elektronisk musik, som ikke er bygget op om en dansabel bas og lysten til at frembringe svedige festmasser, men snarere er baseret på avancerede kompositioner og selvudforskning. Lyduniverset er skingert og distorted, udsyret og spacy. Det kræver rummelighed og er måske mest interessant for dem, der allerede holder af navne som Autechre og Aphex Twin.

Albummet adskiller sig fra Clarks forrige udgivelser ved at have vokal på tre af skæringerne. Men englænderen er bedst, når han holder sig til tasterne. Fejleksperimentet, i form af electromandens dybe røst, rammer først på den dystre ‘Growl’s Garden’ og udkrystalliseres på ‘Rainbow Voodoo’, som fremstår underligt poppet og banal i kontrast til det uforudsigelige. Det bliver forstyrrende at skulle udlede mening i det skrattende, bippende lydbombardement, som fungerer fantastisk netop sådan: Kaotisk..

Clark træder således flottest i karakter på ‘Outside Plume’, ‘Luxman Flurs’, ‘Future Daniel’ og den hidsige ‘Totem Crackerjack’, hvor han bevæger sig ind i et univers, som konnoterer til Nintendo-bippende curcuit bending. Albummet er musikalsk afsøgende og fortsætter med at udvikle sig over utallige lytninger. Det lykkes dog aldrig helt at få overblik over snørklerierne, men melodiøsiteten i det overrumplende afsløres langsomt og velsmagende