Joe True

På med ja-hatten og de positive briller og lad os kalde det her for det hidtil bedste danske hiphop-album i 2009. Skarpe nedbarberede beats og ‘så-så-man-lige-mig’-rap i overflod på den lææænge ventede debut. Jep, albummet har været ventetiden værd, og med simple, men eksplorative beats og legesyge vokal gør Joe True sig medskyldig i, at dansk rap anno 2009 har en mere interessant og mangfoldig scene end længe set.

Joe Trues force er uden tvivl, at han er fantastisk flow-stærk, hvilket kommer til udtryk gennem en klassisk brug af trommemaskinen. For rappen sidder på beatet, som lakbukserne på Madonna – tight og aparte. Joe True udviser et forrygende overskud, som er den mangelvare hiphop-hoveder ofte efterlyser.

På ‘Sig noget’, med Chin på ragga-vokal, lokkes lytteren ind i rim-universet med funky jungletrommer, der viser vej til en rapfest, som du ikke vil misse. Simple skudsikre produktioner hvor trommemaskinens viser sit værd. Stilen er både rap-for-rappens-skyld og inspireret af Baltimore-genren, med insisterende beats, chop’n’screw-effekter og festligt hylende synth.

‘Rapper ska’ rap’ indfanger den tidstypiske feststemning med et repeterende råbe-sample og er en ægte floorfiller. Kækt af helvedes til i alt sin enkelthed. Når produktionerne er skåret helt ind til benet, er det svært ikke at drage paralleller til The Cool Kids, og både ‘Byg en ny by’ og ‘Ghettoblasterbarn’ er gode eksempler på, at mindre til tider er mere.