Little Dragon

Nogle bands er bare svære at sætte i bås. Ikke fordi kategorisering på nogen måde er essentiel for at afkode musikkens virke, men når Gøteborg-kvartetten Little Dragon leger med downtempo, avantgardepop, funk og electronica på én gang, bliver det svært at sætte ord på, hvad bandet præcist kan, ud over at være dem selv. Hvilket faktisk er ret fedt. For hvor er det egentligt dejligt, når nogen gør noget, ingen andre gør, og gør det godt.

Som titlen ‘Machine Dreams’ antyder, har gruppen på dette deres andet album skubbet de elektroniske elementer frem i lydbilledet, og til dels forladt debutens jazzede elementer. ‘Looking Glass’ kører derudaf som en groovy udgave af Depeche Modes 80’er-klingende og synthbefængte toner, mens der på ‘Feather’ og ‘Never Never’ bliver skruet ned for tempoet og op for den atmosfæriske drømmepop. Det er sange til de sene nattetimer på dansegulvet, hvor man ikke orker at flytte fødderne mere men i mulm og mørke vugger ekstatisk med. Fremragende og betagende.

Fikspunktet i det guitarløse univers er ligesom på debuten sangerinde og frontfigur Yukimi Nagano, hvis vokal i løbet af albummet vækker minder om både Jenny Wilson, Karin Dreijer og Lykke Li, men som stadig er sin helt egen. En musikalsk superkraft der på trods af svingende sangkvalitet og det eklektiske udtryks nogen gange forvirrende effekt, gør ‘Machine Dreams’ til et spændende og yderst vellydende bekendtskab. Sat i bås eller ej.