The Hidden Cameras

The Hidden Cameras-fans bliver ikke skuffede over det her. Tværtimod river forsanger Joel Gibb os stadig rundt i manegen med en nådesløs cocktail af carbaret og indie. Hele svineriet indledes af ‘Ratify the New’, som lægger ud med noget, der lyder som strygersektionens stemmesession i orkestergraven. Spændingen stiger. Gibb tager sig god tid og lægger gradvist flere lydlag på musikken. Han åbenbarer sig først ved mikrofonen efter to og et halvt minut. Kom ikke og sig, at manden ikke har sans for det teatralske.

Min hidtidige modvilje mod det canadiske band skyldes primært deres overmodige tiltro til netop den teatralske effekt, hvor den flamboyante forsanger som en indieficeret Freddie Mercury fremfører små indieoperetter som i ‘In the NA’. Men når Gibb og co. tør iklæde sig melankolien eller mørket – og det sker ganske ofte på denne skive – omsættes de fjollede carbaretelementer til stor dramatik som i den storladne og flotte ‘Walk on’, den mere regulære sangskrivermelankoli på den smukke og enkle ‘Colour of a Man’ eller den flotte slutskæring ‘Silence Can Be a Headline’s symfoniske indiemelankoli.

Gibbs formidable evner som sangskriver må ikke undervurderes, selvom arrangeringen nogle gange kammer over i Queen-agtige svulstigheder. Resultatet er et flot varieret album, og efter en karriere på næsten et årti må man give canadierne, at det ikke lader til, at de er ved at løbe tør for ideer.