The xx – nedbarberet popmelankoli
Da de let larmende, semi-avantgarde-hoveder i Micachu & the Shapes havde forladt scenen, og efter målgruppe-venlig pausemusik i form af Animal Collectives seneste udspil nummer for nummer, kunne The xx betræde et godt fyldt og ikke mindst ombygget Voxhall.
Fire mand høj, alle klædt i næsten sort stod de med mellemrum mellem hinanden, så de på den måde fyldte scenen ud. Spartansk og uden de store dikkedarer. De lagde ud med det primært instrumentale, ‘ah’-bårne nummer ‘Intro’. Derefter fulgte halvhittende ‘Crystalised’ og den udmærkede ‘VCR’, alle i samme minimale form som på debutalbummet ‘xx’. Trommemaskine, guitar, bas og vokal. Nedbarberede, vemodige popsange med udgangspunkt i samspillet mellem med Oliver Slims mørke mandevokal og Romy Madley Crofts lysere kvindestemme.
De fire spillede godt, om end de virkede lidt betuttede og let reserverede. Desværre havde pletvise publikummer en tendens til at ævle under musikken, hvilket blandt andet gjorde, at den udelukkende orale intro til det rungende nummer ‘Fantasy’ røg i fniddersvinget, ligesom alt andet der kunne kaldes intensitet.
Senere leverede bandet et cover af Womacks & Womacks kitschede ‘Teardrops’, der lød fint, men hverken gjorde til eller fra. Endnu en sørgmodig popmelodi lukkede ballet på behørigt vis, folk klappede, og bandet gik ud, mens et aktuelt indie-hit fyldte rummet. Man skulle jo nødig få lov til at fordøje indtrykket, der alt til trods var ganske udmærket og lover rigtig godt for fremtiden.
