Daniel Johnston

Ifølge pressemeddelelsen er ‘Is and Always Was’ den amerikanske sangskriver Daniel Johnstons første udgivelse med nyt materiale siden ‘Fear Yourself’ fra 2003. Det studsede jeg over et øjeblik, fordi Johnston, så vidt jeg ved, udgav to ret udmærkede album i 2006: ‘Electric Ghosts’ og ‘Lost and Found’. Det ene var godt nok et samarbejde med produceren og vennen Jack Medicine, og det andet blev optaget i 2000, men udkom med seks års forsinkelse. Så med lidt god vilje er ‘Is and Always Was’ altså det første ‘rigtige’ og originale Daniel Johnston-album i seks år.

Og hvad er det så for et album, den maniodepressive og overvægtige kultmusiker har lavet denne gang? På den ene side får man præcis, hvad man kunne forvente: Solide, iørefaldende melodier tilsat personlige og blåøjede tekster om ulykkelig kærlighed. På den anden side overrasker albummet ved at være Johnstons pænest producerede udgivelse til dato. Væk er den skrattende lo-fi-lyd og Johnstons charmerende, men også ubehjælpsomme signatur-klaverbokseri og guitarspil.

Tilbage står 11 sange, der alle holder et rimelig højt niveau uden dog helt at tilkæmpe sig enplads i den imponerende kanon af vidunderlige popnumre, som Johnston siden karrierens begyndelse i 1980 har opbygget. Alligevel fremstår ‘Is and Always Was’ som Johnstons mest helstøbte og tilgængelige album nogensinde, og har man aldrig før stiftet bekendtskab med Johnstons forunderlige verden, er det her et godt sted at begynde. Så kan man altid rykke videre til det fantastiske bagkatalog senere, som man med garanti vil få lyst til at tjekke ud.