Tegan and Sara

Trods deres i bund og grund ganske traditionelle poprock har canadiske Tegan og Sara Keirsten Quin igennem deres ti år lange karriere haft held til at markedsføre sig med en vis portion indie-cred, sandsynligvis på grund af deres cool halvlange frisurer og det faktum, at begge søstre er homoseksuelle. No offence, jeg siger ikke, at det hele er varm luft og gode salgshistorier. Men når man lægger ører til deres sjette fuldlængde, er noget af det første, der falder en ind, hvor rendyrket hitliste-egnet udtrykket efterhånden er blevet.

Men ok, det er jo alt sammen bare overfladesnak, for det centrale er jo trods alt musikken, resultatet af søstrenes musikalske kvalitetstid sammen. Og uanset deres seje attitude og pletvist pletrammende melodier så er det overordnede indtryk her ikke voldsomt ophidsende.

‘Sainthood’ er kendetegnet ved en rocket, men strømlinet produktion af den slags, hvor alle instrumenter står knivskarpt i lydbilledet, men hvor den høflige betjening af dem for ofte tenderer det flinkeskole-agtige. Hvilket selvfølgelig havde gjort mindre, hvis der var flere refræner, der klingede videre på den indre hjemmestereo efter endt afspilning.

Det er langt fra skidt, nærmere bare medium-fint, ok og så hurtigt videre. Men hvis Tegan and Sarah næste gang hoster op med flere numre i samme liga som den decideret ørehængende, småmelankolske ‘The Ocean’ eller de to herligt poppunkede udbrud ‘Hell’ og ‘Northshore’, så er der ingen grund til at opgive dem.