Espers

Hvis der fulgte en manual med ‘III’, kunne den se nogenlunde sådan her ud: 1. Sæt pladen på afspilleren. 2. Sæt dig i en campingstol foran kaminen. 3. Tænd op i kaminen. 4. Rist en skumfidus dyppet i LSD over ilden. 5. Spis førnævnte skumfidus. 6. Læn dig tilbage i en mørk hallucination. For Espers er en syret størrelse – også på deres nyeste album.

Espers har valgt at indspille hele pladen på bånd, og det siger i virkeligheden meget om ambitionsniveauet. For bandet vil tydeligvis ikke nøjes med at være et raffineret freakfolk-coverband som mange af deres kolleger. De vil ikke nøjes med at parafrasere og plagiere dem, de ser op til.

Fundamentet i de fleste sange er en fingerspillet guitar, der sammen med et solidt, afdæmpet trommebeat passer perfekt til førnævnte knitrende bål. Det fungerer som regel sådan, at først synger den kvindelige, den mandlige eller begge sangere, og så kommer der nærmest ét langt c-stykke, hvor sangen på skift bliver piercet af en pompøs syrerock-guitar eller hjemsøgende strygere.

Men ‘gå på runde’-ideen har dog også den hage, at man som lytter ret hurtigt ved, hvad man skal forvente sig i næste øjeblik. Sangene har en nærmest cirkulær opbygning, hvilket betyder, at man aldrig rigtigt oplever spændingsopbygninger og forløsninger. Så albummet i sin fulde spilletid ender som et lydtapet.