Freelance Whales

Min gamle musiklærer sagde altid, at der ikke findes noget mere hæsligt end banjo, og at det helvedesinstrument ødelægger alt musik, det spiller i nærheden af. Men det er eddermame løgn. Det beviser Freelance Whales, når de på deres debut-album ‘Weathervanes’ graciøst fletter førnævnte instrument sammen med klokkespil, ‘klap med’-rytmik og blomstrende vokalarrangementer.

Deres skønsang er uspoleret som en spejlblank sø. Forsangeren synger et organisk svar på auto-tune, nærmest mekanisk perfekt. Han bliver hjulpet på vej af resten af bandet, der bidrager til den gode melodi, som de dyrker – ja, nærmest tilbeder. Der er hverken skarpe kanter, klodsede kontraststykker eller skærende støjsfærer, der forstyrrer i lydbilledet hos Freelance Whales. Pladen igennem flyder lytteren på en stringent sky af indie-cuteness over New York.

Lyt for eksempel til ‘Generator ^ Second Floor’. Her bliver symbiosen for alvor realiseret, idet nummeret svulmer, og gruppens signatur-elementer løbende kommer til: Først den trofaste banjo, så klokkespillet, synthen, harmonikaen og til sidst gruppesang. Hør dog, hvor det tindrer!

Det er, som med den førnævnte spejlblanke sø, svært at finde fejl eller irritationsmomenter på ‘Weathervanes’. Men selvom Freelance Whales’ udtryk for mange vil virke pussenusset, er deres debut virkelig en sød vinterkærlighedsaffære værdig.