Grizzly Bear – blændende perfektionisme
Et af indieverdenens mest feterede bands lige nu har ikke fået nykker. Grizzly Bear ligner stadig naboens spytkæmmede sønner, der sidder med knæene samlet i sofaen og hænderne over plaiden. Så det var uden den store ståhej, at Brooklyn-kvartetten entrerede Vega til et af årets mest ventede koncerter. Og de skuffede på ingen måde.
Bandet stillede op fire på række omringet af hængende sylteglas med glødepærer, der blussede op omkring dem som nævestore ildfluer. Scenen var et buskads af elektronik til instrumenter og stemmer, men de fire psychpoppere forsøger på ingen måde at foregøgle, at de er middelmådige musikere. Tværtimod gav det store udstyrsstykke publikum muligheden for at følge med i, hvordan alle detaljer blev lagt sammen, så de næsten matchede samfulde kalejdoskopiske lag fra pladerne.
Fra denne anmelders plads foran scenen, var lyden perfekt. Fra den åbnende ‘Southern Point’ til den afsluttende, akustiske og fuldstændig blændende ‘All We Ask’. Grizzly Bear er perfektionister. Uprætentiøse og jordbundne, men så omhyggelige at de gider, trods den medbragte pedalpark, at bruge en barytonsaxofon eller en autoharpe pletvist i to numre for at giver underlægningen den helt rigtige farve.
Det kræver stor musikalitet at spille så fyldige arrangementer så indlevende, uden at det bliver for storladent. Men Grizzly Bear spiller langtfra forsigtigt. De spiller atonalt, skævt og blotter sig i overvældende kammerharmonier. Men de spiller også med musklerne, så hvert nummer beriges med en fantastisk dynamik. Så et nummer som ‘I Live With You’ pludselig åbenbarer sig som et af ‘Veckatimest’s allerfineste.
Gamle numre stod dog fint distancen i forhold til nye perler som ‘While You Wait For the Others’ og ‘Two Weeks’. Allerede efter to numre kom både den dunkle ‘Lullabye’ og den fantastiske ‘Knife’ fra 2006’s ‘Yellow House’, mens ‘Fix It’ blev genoplivet fra debuten ‘Horn of Plenty’.
Bandets omhyggelighed og tekniksamling kunne i andres hænder have skabt distance til publikum, men man skal jo ikke absolut lave fejl for at være menneskelig. Og hvis nogen var i tvivl, så sørgede Ed Droste, det store, kærlige brød, for omkring ti gange at erklære bandets kærlighed til Danmark – deres første møde med Europa da de for fire år siden turnerede med Efterklang.
Det virkede helt oprigtigt, når bandet lod forstå, at det ikke kun var for publikum, at koncerten var en helt særlig oplevelse.
