Richard Hawley
Der er ‘dad-music’, og så er der ‘granddad-music’. Richard Hawleys nye plade ‘Truelove’s Gutter’ hører bestemt under den anden kategori. Men hey, det er jo ikke nødvendigvis en dårlig ting. Som en crooner af en anden verden bærer han lytteren igennem otte skæringer fyldt med strygere, stemning og en stemme, der kan smelte igennem marv og ben.
En gang imellem får man jo lyst til at male sine hjertersorger sofistikeret, og i det tilfælde dækker Richard Hawleys musik udmærket. Det handler om at lade sine kvaler dryppe ud over et glas Single Malt i stedet for at brække dem op efter en flaske billig Bourbon. Om at stryge sine ører med fløjl i stedet for at banke dem med en Netto-pose fuld af glasskår.
Vi befinder os i et musikalsk territorium, hvor folk som Scott Walker og Lee Hazlewood tidligere har høstet store triumfer, og hvor en gut som Joe Henry også til tider huserer. Alt i alt et ok selskab at være i, og Richard Hawley er ikke så langt bagefter de herrer. Sådan rent kvalitetsmæssigt altså.
Albummet indeholder også to mere direkte hilsner til musikalske koryfæer, da der er ekkoer af Frank Sinatras ‘Strangers in the Night’ i ‘Open Up the Door’ og Neil Young i ‘Like a Hurricane’ i ‘For Your Lover Give Some Time’. Det sidste gav mig dog ærlig talt lyst til at sætte Neil Young-pladen på i stedet for. Men det er jo også en unfair sammenligning.
En gang imellem bliver pladen dog en anelse stationær i lyden og i få perioder direkte kedelig. Det meste af tiden er det dog en ganske rar og i få tilfælde rørende oplevelse at blive ført igennem ‘Truelove’s Gutter’.