Troels Abrahamsen – nyfødt technoboy

Kært barn har mange navne, men lørdag aften viste Troels Abrahamsen, at alle hans aliasser er overflødige, da han under eget navn forførte det danseglade publikum på Lille Vega.

Troppede man op for at høre den afdæmpede side af Troels, som den kommer til udtryk på ‘WHT’ fra tidligere i år, blev man formodentligt slemt skuffet. Første anslag, en svært effektbaseret tromme, var som en eksplosion, og dem skulle der komme mange flere af. Og efter at have afviklet de mere iørefaldende sange som ‘Collider’, ‘Worksong’ og ‘End Scene’ i settets start, så hovedpersonen sit snit til at forvandle aftenen til en regulær technofest.

Men netop her sprang linen også: Troels’ tilstedeværelse på scenen blev pludselig lidt overflødig, hvilket han kompenserede for ved at agere som en moderne Bez, altså bare stå og danse. Selv ‘I Am Not an Island’ blev forvandlet til en pumpende hymne, noget der lignede en uforenelig sammensætning, men herude på dybt vand viste Troels sin styrke. Han gjorde, som han ville, og alligevel havde han publikum i sin hule hånd.

Rent tekstligt er der dog ikke sket meget, siden Abrahamsen fik hul igennem med Veto for snart fire år siden. Det hele går stadig meget ud på ulykkelig kærlighed. Så det var en entertainer, vi kendte rigtig godt, der stod på scenen. Hans hårde techno var ikke et tegn på udvikling, nærmere et alibi selvom det var udpræget festligt.