Weezer

Pokkers. Bedst som undertegnede havde afskrevet Weezer totalt og placeret haglgeværet indenfor overskuelig rækkevidde, ifald Rivers Cuomo igen skulle banke på, slår kvartetten i bedste ukuelige dørsælgerstil hurtigt igen med ‘Raditude’, som nærmest OD’er allerede ude i trappeopgangen af ivrende, teenagegearet fjas og hormonpumpende produktion.

Som med one-night stands fejler party- og produktorienteret powerpop såmænd intet, når blot intentionerne fremlægges ærligt, og håndelaget er solidt. ‘I’m Your Daddy’, ‘The Girl Got Hot’ er begge eksempler på dette. Weezer er her rockens uforpligtende guilty pleasure – en musikalsk parallel til når den mandlige helt stikker pikken i tærten i ærkeamerikanske high school-komedier. Cuomo buør dog nok droppe hiphop-karrieren, for ‘Can’t Stop Partying’ med Lil Wayne som gæst og Jermaine Dupri i producerstolen er tåkrummende ud over selv vanlige Weezer-grænseværdier. Sært for Dupri står ellers også bag ‘Let It All Hang Out’, som også omhandler fest, homies og bromance, og som excellerer udi det.

‘Put Me Back Together’ indrammer en ironifri oprigtighed, som længe har været bandet pinligt fraværende, og med ‘In the Mall’ tilgives trommeslager Patrick Wilsons ene flade sangskriverfiasko fra det røde album. ‘Love Is the Answer’ er omvendt måske den mest ulidelige gang diarré, der endnu er udgivet i år, med sin generiske og færdigret-klingende mellemøstlige poplyd.

Den egentlige advarsel kommer dog her: Drop den 50 procent længere deluxe-udgave. Bonusnumrene er i værste ‘kvantitet-frem-for-kvalitet’-stil mestendels hule kalorier: Værdiløst juks som overdøver smagsindtrykket af et faktisk helt hæderligt album.