Anders Matthesen

Meget er sagt og skrevet om Anders Matthesens musikalske formåen, særligt af ham selv. Og denne anmelder forstår såmænd også godt, modsat mange af sine kolleger, hvorfor manden tror på egne evner. For ‘Villa Peakstate’ indeholder sine steder en charme, som Matthesen godt kunne bygge videre på, hvis ellers bare han gad fokusere.

Problemet for Matthesen er i virkeligheden den gamle, udpinte slager om en manglende konsistens i det musikalske udtryk. For hvad er ‘Villa Peakstate’ egentlig? En omfavnelse af hiphoppens 80’er-rødder (‘Superstars’), et electropop-indpakket opgør med en forkælet og overfladisk ungdomskultur (‘Lækkerier’) eller et klassisk, musikalsk comedy-album (‘Umami’ og ‘Myggestik’)?
 
Tjah, svaret er vel nok det hele – og mere til. For indimellem alle disse herligheder skal der også lige flekses med de lyriske muskler på ‘Pølsesnak’ og ‘Sut mig’ og synges trist og åbenhjertigt på ‘Sorte kugler’. Kort sagt skal man meget igennem på 47 minutter, og forvirringen er til sidst total.

Matthesens flow er flere steder udmærket, og bestemt bedre end kritikken har lydt, og hans sangskrivning er ofte både melodiøs og ubesværet. Men ambitionerne om at lave et album der rummer det hele kombineret med den hiphop-påtagede selvfedme og -retfærdiggørelse gør i sidste ende ‘Villa Peakstate’ både rodet og utroværdig.