Eels

Mark Oliver Everett – bedre kendt som Eels-hoverpersonen E – er blevet 46 år, og selvom han endnu ikke ligner den hvidhårede gubbe, der pryder coveret, lyder han efterhånden, som om livets prøvelser har sat sig sine spor.

Mens det tog Eels fire år at udgive forgængeren ‘Hombro Loco’, har ‘End Times’ blot været et halvt år undervejs. Og hvor ‘Hombro Loco’ var en ikke videre vellykket stiløvelse indspillet som trio, er ‘End Times’ en langt mere personlig bedrift. Det er hovedsageligt indspillet på en firespors-optager i Es kælder, og musikken bæres oftest blot af nedtonet akustisk guitar, der sammen med Es hæse røst giver albummet et Dylan’sk præg.

Numrene på albummet kredser om et breakup og de følelser af resignation og afsavn, der følger i kølvandet. »She’s is gone now and nowhere near /Seems like end times are here«, synger E desperat på titelnummeret, der sammen med balladerne ‘Little Bird’ og ‘Mansions of Los Feliz’ er nogle af højdepunkterne, hvor musikken fint underbygger de billedskabende tekster.

En del af fascinationskraften ved E er, at man altid har fået lov at komme helt tæt på hans personlige tragedier, fordi han har talt åbent om dem. Og selvom ‘End Times’ bestemt ikke er nogen musikalsk revolution, er det et ærligt og dybfølt værk at lægge øre til og et bevis på, at Eels stadig har noget på hjerte.