Joan As Police Woman – doven charme i øjenhøjde

Joan as Police Woman er en hyppig gæst i Danmark som en jævnligt omrokerende trio, men man fristes til at sige, at hun står stærkest med Tyler Wood (alskens keys) og trommeslager Parker Kindred (tidligere Jeff Buckley-backing). Og med sig selv iklædt baggy læderbukser, sort mascara og grøn te.

I den uniform præsenterede hun Lille Vega for en uprætentiøs og glimrende varieret sætliste med bidrag fra alle tre album samt fire nye numre. Og stilmæssigt kom trioen langt omkring og udover de især to første pladers sarte, lavmælte melankoli. I denne tone startede koncerten med ‘Anyone’ fra debuten, mens numre som ‘Nervous’ og Public Enemy-coveret ‘She Watch Channel Zero’ var råt rockende og måske viste, hvor newyorkersangerinden bevæger sig hen.

Hvad JAPW’s plader besidder af armbevægelser i form af blæser- og strygerarrangementer blev foldet sammen og lagt i hænderne på Tyler Wood. Det var primært hans fingre, som drejede numrene i nye retninger med knasende Moog-basgange, kradse synths og kødfuldt orgel. En mere interessant erstatning for et fuldt orkester end en enkelt bassist, som Wasser ind imellem turnerer med, og det klædte langt hen ad vejen hendes numre at blive rystet lidt i betrækket.

Wood og Kindred lagde konsekvent koret i et højere toneleje end Joan Wassers melodier, og lod dem farve af både country, som på det nye ‘Kiss the Specifics’, og af ren soul på Britney Spears-coveret ‘Overprotected’, der som eneste nummer blot var jævnt vellykket. ‘Flushed Chest’ var frækt reggae-vuggende, og den poppede ‘To Be Loved’ blev spillet klædeligt, kantet groovy. Generelt lå alle numre sprødt og lækkert i trioens sammenspil.

Når musikken ellers spillede. For koncerten blev tidligt forstyrret af tekniske problemer, men hvad der manglede i flow, kompenserede Joan Wasser for med rigelige mængder doven charme og ikke-anekdoter. Det styrkede faktisk koncerten, at hun, med hvad der lignede begyndervanskeligheder, fumlede ti minutter efter lyden i sit keyboard, og når hun efter tre album stadig skal have publikums hjælp til at skifte en sprungen guitarstreng. Joan Wasser tog problemerne med nogenlunde ophøjet ro, og det skabte større nærhed, end en slavisk, pletfri gennemgang af bagkataloget ville have gjort. Og en koncert bør være andet og mere end det.