Laura Veirs
Det har længe været en gåde, at verden kunne overhøre sangfuglen med den frygtindgydende skarpe stemme, for ikke mange formår at synge sig ind under huden som Laura Veirs. Måske er der ikke nok sensation i ypperligt håndværk, eller også er Veirs for ligeglad med branchens mekanismer. Musikken er uprætentiøs. Du får de vidunderlige sange – og intet andet. Men hvem har egentlig brug for mere?
Der er noget paradoksalt, men passende i, at ‘July Flame’ udkommer i en iskold januar, for mange af sangene kredser om sommer: ‘Sun Is King’, ‘Summer Is the Champion’ og titelnummeret hvori et mærkat for pærer på dåser – ‘July Flame’ – åbner op for tabet af uskyld med en sommerflamme, som aldrig blev til mere end det. »Can I call you mine?«, sukker Veirs, velvidende at kampen er tabt.
Ligesom forgængerne er ‘July Flame’ produceret af husbonden Tucker Martine, og sammen har de en magi, der tålmodigt giver Veirs plads og tryghed til at udtrykke sig helt og aldeles ufiltreret, ligeså ægte og uforfalsket som man ellers kunne miste troen på var mulig længere.
Skæbnerne i Veirs sange er håbefulde, tror på det gode, men der er altid en kærlighed, der skuffer, et job uden for rækkevidde eller drømme, der aldrig nogensinde indfries. Men med fingerplukket guitar og Veirs guddommelige stemme bliver det lettere at se i øjnene. Ren katarsis. Ren balsam for sjælen.