These New Puritans

Allerede i slutningen af 2009 stemplede These New Puritans med militaristisk præcision ind med singlen ‘We Want War’. Og er du endnu ikke blevet blæst bagover af nummerets syv og et halvt minuts hjerneblæsende kaos af stammetrommer, tørt huggende beat-bomber, kaotiske krigshorn og messende korarrangementer, så er det bare med at få investeret i det musikalske svar på Picassos krigskompromitterende maleri ‘Guernica’.

Men nu er det her jo ikke en singleanmeldelse. Og heldigvis er der med nypuritanernes andet album ‘Hidden’ meget mere at skrive hjem om. For falder førstesinglens pompøst prætentiøse udskejelser i din smag, så leverer albummets øvrige ti skæringer varen. Men misforstå mig ikke: Der bliver sgu ikke givet ved dørene, når de blege briter vælter samlingen af klassiske plader, kølig new wave, højpandede art-ekskursioner og snurrige beat-innovationer på gulvet og tramper på det.

Det kan godt være, These New Puritans var mørke og mutte på debuten ‘Beat Pyramid’, men her spillede de trods alt rimelig let afkodelig postpunk. Sådan spiller klaveret ikke på ‘Hidden’. ‘Three Thousand’ og ‘Attack Music’ tager over fra ‘We Want War’ med stramt koreograferet og ildevarslende marchrock med hvinende synths og blodige skudhuller. Og selvom ‘Orion’ og ‘Canticle’ gyder olie på vandene med henholdsvis åndeløst smukke korsymfonier og sørgmodige strygerstrejf, så er helhedsindtrykket kompromisløst stikkende, arrogant og ‘over the top’. Men samtidig også så vanvittigt ambitiøst og forbandet originalt at man må bøje sig i støvet.