Broken Bells

Fortumlet og overrasket bankes man i gulvet. Af befippelse sænkes paraderne, og man lader sig slå til musikalsk tælling af de dybe melodiske uppercuts, Broken Bells eksekverer med eminent præcision. Det ventede debutalbum fra superduoen, bestående af Danger Mouse og The Shins-frontmand James Mercer, er poppet vellyd og ørekræs i så massive doser, at man overmandes og imponeres, men i takt med indtagelsen øges risikoen også for en overdosis.

Førstesinglen og åbningsnummeret ‘The High Road’ indfanger med sine adrætte harmonier, snublende tempo og Mercers glasklare vokal hele albummets stemning. Her er kreativiteten høj, overgangene opfindsomme og sammenspillet mellem vokal og de uhyggeligt veludførte kompositioner eminent. Det musikalske tapet leveres med orgel, klaver, guitar, elektroniske brudstykker og trommer bagest i lydbilledet, som en flerfarvet musikalsk pakke der træder uden for popskabelonerne med overlæg uden at miste sin sugende popfernis.

Brostykket i ‘Vaporize’, vokalarbejdet i ‘Trap Doors’ og den tilbagelænede elegance i ‘The Mall & Misery’ beviser, at Mercer og Danger Mouse har presset det ypperste ud af deres samarbejde. De har begået et album, der er skiveskåret til radioen uden at lefle og give køb på deres kreative integritet.

‘Broken Bells’ er et herlig bekendtskab for alle med hang til nedbarberede og intelligente popsange. Få numre tager svinkeærinder og er under niveau. Holdbarheden er muligvis ikke forfærdelig lang, men hvad gør det, når man føler sig i kosteligt og behageligt selskab, så længe det varer.