Coco Moon
Det er svært at sætte fingeren på, hvad Coco Moon mangler. Til gengæld er det faktisk ikke så svært at pinpointe deres kvaliteter. For kan verden egentlig få nok af melodiske orienterede popbands med kurs direkte mod lytterens ørehænger-centrum?
Umiddelbart er det svært ikke at fatte sympati for det århusianske femkløver og deres velturnerede toner. Bas, guitar og trommer ligger, som de skal (det vil sige lige på beatet), mens synth og beat-programmeringer tripper florlet rundt som akkompagnement til Nana Odderskærs letgenkendelige stemme, der ubesværet tager teten igennem debut-ep’ens fire numre, der alle strutter af letindtagelige popkalorier og nærmest tigger om at blive fortæret hurtigst muligt. Det lugter lidt af velafprøvet svensk popskabelon, men bandets charme og gejst er umulig at sidde overhørig.
Men tilbage til manglerne, for det er ligesom, at der mangler noget i det rendyrkede luksuspop-univers, som om det bliver for tegneserie-endimensionelt i sin totale mangel på modstand. For hvis man tilbringer det meste af en dag i selskab med Coco Moon, melder mætheden sig uundgåeligt: Man bliver ganske enkelt for hurtigt færdig med de fire numre. Og det slidstærke stof, som rigtige evergreens er gjort af, mangler alle ‘EP’s numre desværre, uanset deres øvrige indlysende kvaliteter.