Gorillaz

Det er svært at komme på et mere tidstypisk band end Gorillaz. Ikke blot fordi bandets medlemmer er digitale karakterer, der ubesværet flyver rundt fra medieplatform til medieplatform, men også fordi dukkeføreren bag det hele hurlumhejet – Blur-frontmand Damon Albarn – med skalpelskarp præcision bruger bandet som et flimrende sindbillede på den moderne verden anno nu og her.

Hvor den knap fem år gamle forgænger ‘Demon Days’ rent musikalsk var et forholdsvis rendyrket popalbum, kommer vi denne gang mere rundt i hjørnerne tematisk og tonalt. For der er skruet ekstra op for zapper-effekten, hvor bagmændene ofte inden for samme nummer hopper fra den ene yderlighed til en anden – som på ‘White Flag’ hvor mellemøstlige, arabesk-agtige symfonier fletter fingre med grovkornede grime-programmeringer og Kano og Bashys vrængende rap, uden at det føles ligeså bizart, som det på papiret lyder.

Deltagerlisten bugner af kompetente navne: Fra Snoop Dogg, De La Soul og Mos Def over den genoplivede soulcrooner Bobby Womack og til rockkoryfæerne Lou Reed, der tilføjer ‘Some Kind of Nature’ urørlig dopeness, og Mark E. Smith fra The Fall. Allerbedste bidragyder er dog den noget mindre opmærksomhedskrævende svenske gruppe Little Dragon, hvis sangerinde Yukimi Nagano tilfører ‘Empire Ants’ (der elegant bevæger sig fra indledende, afdæmpet eftertænksomhed til bevidsthedsudvidende synthbrus) og den rytmeboksvuggende solnedgangs-ballade ‘To Binge’ åndfuld ynde.

Og jo, med hele 16 numre at gabe over er der selvfølgelig mindre stjernebestrøede stunder, men som legeplads for utæmmede kreative kræfter er ‘Plastic Beach’ en sand populærkulturel guldgrube med både forførende skinnende digitalt krom og organiske omfavnelser. Samt subtil civilisationskritik udført med stilsikker og ikke-rystende hånd.