The Freudian Slip

The Freudian Slip disker op med dyster, tungsindig og rå rock med skiftende strejf af pop og grunge, som vi bedst kender det fra start-90’erne. Og der er ingen tvivl: Det ellers sparsomme mandskab leverer et yderst velproduceret album. Med få midler formår den erfarne sanger og guitarist Noah Rosanes og trommeslager Mikkel Benn at skabe et langt mere rummeligt lydbillede end lignende tomands-konstellationer, som for eksempel The White Stripes og No Age. Men hvor amerikanske Meg og Jack White gør en dyd ud af at spille rustent og uslebent garagerock, bliver The Freudian Slip lidt for poleret, kontrolleret – og måske endda overproduceret.
 
Rockduoen har ganske enkelt svært ved at fastholde lytterens opmærksomhed. De holder et jævnt niveau hele vejen igennem uden de store udsving, men mere end tre kvarters konservatorie-grunge bliver lige i overkanten. Og paradoksalt nok må man erkende, at hverken originalitet eller nytænkning er blandt debutens kendetegn. Tekster som »A-B-C what’s inside of me« eller hvad med »Plus minus / I’m divided into two« er glimrende eksempler.
 
Måske skulle The Freudian Slip i stedet slippe gaspedalen en smule og finde sig tilrette med mere pop-melodiske numre som ‘123’. Det er trods alt under de rammer, de fungerer bedst.