New Young Pony Club

Roskilde Festival i 2007 var en festlig opgang. Klaxons og CSS fyrede op under Odeon, og New Young Pony Club gjorde Pavilions tætpakkede teltgulv mindst lige så glohedt. Nu-rave var på sit højeste, men siden da er det gået ned ad bakke. Klaxons mangler endnu at finde stilen til deres andet opus, CSS’ forhastede andet album skuffede, og man skulle derfor tro, at NYPC efter tre år havde sagt farvel til den hedonistisk leflende discopop hurtigere, end man kan sige præ-determineret fiasko. Men nej.

‘The Optimist’ lyder som en mindre flabet og i høj grad forældet udgave af den new-wavede punk-pop anno 2007, selv om gruppen har gjort et stort nummer ud af at have forladt stilen. Med buldrende bas helt i front kører ‘Lost a Girl’, ‘Dolls’ og ‘Chaos’ videre i samme stil som sidst, men med tiden har gruppen desværre tabt den kækhed og simple melodifinesse, der gjorde debuten spændende. Og kun ‘We Want to’ formår for alvor at inspirere til at slippe tøjlerne og gå bananas.

Endnu værre går det, når ponyerne prøver at være seriøse på ‘Stone’, hvor det står lysende klart, at den frembrusende frontkvinde Tahita Bulmer er bedst, når hun er legende og fræk, ikke disco-eftertænksom. Det hele ender som en lettere omgang kønsløs indiepop, hvor mangel på retning har resulteret i sporadisk fest og en vag gentagelse af fordums storhed. Lad os håbe Klaxons ikke begår samme fejl.