Annuals

Amerikanske Annuals går den svære balancegang mellem melankolien og den lette ubesværede pop på deres nyeste ep, en opgave som sekstetten fra North Carolina forsøger at løse med letbenet calypso-indie. Det er et højst eklektisk udtryk, amerikanerne har påtaget sig inden for en ‘hvid’ genre, hvor congas og latinrytmer som regel er bandlyst. Men med Annuals har vi at gøre med et indiepop-band, der helt konkret tager alle midler i brug. Hør bare titelsangen hvor en Belle and Sebastian-agtig melodi suppleres af alt for solbrune latinrytmer.

Men hvorfor så indie-sur? Yeasayer og adskillige andre Brooklyn-bands er jo sluppet mere end godt fra at inkorporere lidt verdensrytmer i deres ellers blege artschool-udtryk. Problemet med ‘Sweet Sister’ er, at jeg har svært ved at finde ud af, hvor gruppen gerne vil hen med disse fem skæringer. Det virker som rent fjolleri uden det mindste overblik. Gruppen har uden tvivl en enorm spændvidde og en lyst til at eksperimentere, men det hænger ikke sammen.

‘Flesh and Blood’ er ep’ens bedste skæring med forsanger og sangskriver Adam Bakers lyse vokal, der drager en klar parallel til Death Cab For Cuties Ben Gibbards ligeledes lyse vokal. Men det er desværre ikke Annuals eget nummer men et cover af Johnny Cashs hit fra 1970.